Henrik Ibsens skrifter

For nogle dage siden havde jeg den fornøjelse at modtage ​dit brev af 15. dennes. Jeg besvarer det idag i al korthed; thi her er, som du vel kan vide, såre lidet at skrive om.

​ Mit stykke nærmer sig nu stærkt mod slutningen. Om 3–4 dage er det færdigt; så læser jeg det nøjagtigt igennem og ​sender det afsted. Det er mig en stor glæde at sysle med dette arbejde, der stadig vokser i enkeltheder; og jeg vil føle det som et savn, når jeg må slippe det fra mig; men glad skal jeg dog samtidig være.

Her er fremdeles aldeles fuldt af fremmede. En sådan sæson har ​ Gröbners visst aldrig havt. Hertil medvirker visstnok i høj grad at de mange rejsende ikke vover sig ned til ​søerne. I det nordlige Italien synes nemlig ​koleraen at være i tiltagende om den end optræder temmelig spredt.

Blandt gæsterne her er der iår påfaldende mange højere militære, således den østerrigske ​feldtmarschalløjtnant ​ v. Fromme med frue, den würtembergske ​generalløjtnant ​ Faber-Faur med ​to døttre, ​oberst v. Pfeuffer fra München, med frue og ​flere døttre, en ​oberst v. Arndt med ​ damer og ​en østerrigsk major, der er svigersøn af herr Krauseneck, som ligeledes bor her med familjen. General Faber-F: er en bror af den bekendte ​ maler af samme navn, er selv meget begavet som kunstner og skal under opholdet her have tegnet ​et mesterligt portræt af mig; jeg har ikke set det. ​Den engelske dame, som brak benet, må endnu holde sengen. Ellers er her ingen syge. Den tyske billedhugger, ​ professor Kopf fra Rom har med sig ​ en 13-årig datter, som er den ypperligste model for Hedvig i mit stykke, jeg kan ønske mig; hun er smuk, har et alvorligt ansigt og væsen og er lidt ​gefrässig.

Det var en fejltagelse ​da jeg skrev om en grev Mirafiore; ​ hans ledsagerinde heder så og er ​ V. Ems datter; hun er gift, men lever adskilt fra ​ sin mand, der igen lever sammen med en anden dame. ​Hendes herværende ledsager skal også være gift; ​ barnet, der er med dem, er hendes, og tjenerskabet ligeså.

​ Frøken R. og S. er hver dag ifærd med at ​flytte fra slagteren; men de bor der fremdeles; grunden til deres misfornøjelse er den at manden er slagter, hvilket de vidste, da de lejede hos ham. De gør undertiden udflugter når vejret er tilstrækkelig stygt, bruger da at «forvilde sig i en skov» og må ty ind i et bondehus, hvor der ikke findes spiselig mad med undtagelse af æg, smør, brød o. s. v. Mig fortæller de aldrig sine historier men Ravnkilde får dem med stor udførlighed. –

Næsten i hver norsk avis læser jeg om ​ulykker, foranlediget ved ​forfjamset benyttelse af ladte geværer. Det vilde være mig overordentlig ​ukært om du ikke holdt dig langt borte fra folk, som håndterer slige våben. Skulde en ulykke passere, må der straks telegraferes til mig.

Ret længe endnu vil I vel ikke kunne blive deroppe i ​det trondhjemske. Jeg må da få vide noget nærmere om eders rejseplaner. Hvad udsigt vi har til at komme til Rom i vinter, ved jeg endnu ikke; viser koleraen sig der udover høsten, rejser vi naturligvis ikke.

Men dette har det jo endnu ingen hast med. Indtil videre må I ​gøre eder tilgode ​det bedste I kan. Jeg håber, din m. ikke sparer på laksen, men benytter anledningen til fiskefortæring, så længe den frembyder sig.

Se så! Nu er papiret blevet fuldt alligevel. Jeg befinder mig fortræffeligt i alle henseender. Næste gang vil jeg forhåbentlig kunne melde at manuskriptet er afsendt. Mange gode hilsener til eder begge fra eders hengivne